lørdag den 22. august 2009

Torsdag, den 30. juli 2009 - Cross River Cabin-Radium Hot Springs

Det er nu tid til at tage afsked med Cross River Cabin. Selvom opholdet ikke blev helt så ”indianerfyldt”, som vi havde forventet, har vi haft nogle dejlige dage med vandreture, afslapning, god mad og dejlige mennesker.

Marilyn kører os tilbage til campingpladsen, hvor vi håber at finde vores motorhome i god stand. Undervejs, kort efter vi har forladt reservatet, ser vi i vejkanten 2 små bjørneunger. Ja, små og små er måske så meget sagt, men de er i alt fald mindre end en voksen bjørn. Moderen må være lige i nærheden, men vi ser hende ikke.

På campingpladsen bliver vi sat af ved receptionen. Ole går ned og henter motorhomet, der heldigvis stadig er der og i hel stand. Herefter kører vi hen i byen for at opleve en tur i de varme kilder - deraf byens navn Radium Hot Springs.

Der er en pool med varmt kildevand - 39 grader og en pool med koldere vand - 29 grader, vippe og vandrutsjebane. Det er lige noget, vi kan bruge.

Det varme vand kommer direkte oppe fra en kilde i bjergene og har en temperatur på 44 grader, når det når ned. Her afkøles det en smule, så det får en behagelig temperatur på 39 grader. Skøøøønt! Vi tilbringer et par dejlige timer i det våde element.

Louise og Kasper suser ned af vandrutsjebanen, og vi nyder alle at slappe af i den varme pool. Herefter får vi vores frokost, inden vi kører tilbage til campingpladsen.

På campingpladsen er der trådløst internet, men desværre kun nede ved receptionen, så Ole og Karin skiftes lidt i løbet af dagen til at gå derhen (ligger heldigvis kun få skridt væk). Vi har planer om i morgen at køre et rigtig langt stykke – helt til Abbotsford, hvor der de næste dage er et professionelt rodeo, som vi gerne vil overvære. Abbotsford ligger ca. 750 km væk, så vi vil derfor gerne være sikre på at have et sted at overnatte, når vi når frem.

Også på denne campingplads er der ”bytteservice” af bøger, så vi får vores læsestof fornyet.
Ellers bruges dagen på afslapning og leg. Vi går tidligt i seng, da vi har en lang dag foran os i morgen.

Ingen kommentarer: