lørdag den 22. august 2009

Fredag, den 7. august 2009 - Brisbane-Cairns-Port Douglas

Vi lander i Brisbane kl. godt 6.00 lokal tid. Ja, nu skal urene jo justeres igen, og vi er pludselig 8 timer foran tiden i Danmark. Vi kommer igennem immigration, bagageudlevering og told, hvilket betyder screening af vores bagage. Vi har på vores toldpapirer gjort opmærksom på, at vi bringer slik ind i landet, men har glemt at notere en enkelt lille dåseleverpostej. Tolderen kan se, vi har en lille tindåse i vores bagage og spørger indtil denne. Vi forklarer, hvad det er – en slags pate - for hvem kender lige til leverpostej i Australien!! Desuden opdager de også et våben i en anden af vores rygsække, som vi dog kan forklare er Kaspers legetøjspistol. Nå, vi får heldigvis lov at komme ind i landet. Pyha.

Herefter er det endnu engang indtjekning af vores bagage og så videre over til indenrigsterminalen, hvilket foregår med tog.


(Lige et lille glimt ned over "The Great Barrier Reef" - set fra flyet.)

Vi letter kl. 09.45 og lander herefter kl. 12.10 i Cairns. Bagagen hentes og vi springer på en shuttlebus og kører til Port Douglas, der ligger en lille times kørsel nordpå.

Vel ankommet til vores base de næste 14 dage, Reef Club Resort - http://www.reefclubportdouglas.com.au/ - slæber vi vores bagage til vores lejlighed.

Louise, Mathilde og Karin går ind til byen (10-15 minutters gang) og handler, så vi kan få lidt i det tomme køleskab. Imens pakker Ole og Kasper ud og leger.

Efter lidt aftensmad går der ikke længe, inden vi alle sover. Vi er ramt af jetlag, og allerede kl. 20.00 er der lukket og slukket. Da er kl. jo også midt nat USA tid, som vi nu har været stillet ind på de sidste 2 mdr.

Ingen kommentarer: