Vi pakker de sidste småting og er klar, da shuttlebussen kommer og henter os kl. 10.45. Vi får al vores bagage ind i den lukkede trailer og satser på at kunne være fremme hos KEA ved 12-tiden. Men der har vi lige forregnet os. Det viser sig, at der skal flere med bussen, så vi tager lige på et lille opsamlingsheat.Da vi har været rundt ved en 4 hoteller og er på vej ud af byen, bliver buschaufføren ringet op angående, der er endnu en passager, der skal med. Han vender bussen og kører helt ned i den anden ende af byen, hvor en dame kommer ombord. Herefter kører han et andet sted hen, hvor endnu en passager skal med. Denne person er endnu ikke dukket op, så buschaufføren foretager et telefonopkald og venter lidt endnu. Efter en stund beslutter han sig for at køre, men efter få minutter bliver han over telefonen kaldt tilbage igen. Skuden vendes endnu engang, og vi får den sidste passager med. Kl. ca. 11.45 kører vi endelig fra byen, men da er det da også kun 1 time siden, vi steg om bord.
Kl. ca.13.30 bliver vi som de sidste læsset af, og vi kan hente vores motorhome. Vi får os her lidt af en overraskelse. Efter nu at have rejst i ca. 3 mdr., har vi efterhånden godt med bagage med, og det viser sig, at der ikke er megen opbevaringsplads til større ting i motorhomet.Vognen, vi kørte i i USA/Canada, havde et rigtig stort udendørs rum til opbevaring, og her er der kun et par meget små rum. Det lidt der er, fyldes hurtigt op af bord, stole og parasol, som er med vognen. Vi har rygsække/trolleyer, klapvogn osv. osv. , og vi er lidt på panikkens rand mht., hvad vi skal gøre ved disse ting. Idet vi skal bo i motorhomet i mere end 60 dage skal det bare fungere, uden at vi skal flytte om på alt for mange ting, hver gang vi skal i seng eller sidde ved et bord.
KEA tilbyder, at vi kan tømme vores kufferter og fylde det i vognen, hvorefter de kan sende taskerne til Sydney for $15 pr. styk, hvor vi til slut skal aflevere motorhomet. Vi overvejer og overvejer, men vælger til sidst at takke nej. Vi mener, det vil give for meget bøvl i den sidste ende ved hjemrejsen, at vi først kan få vores ting pakket ordentligt ned, når vi afleverer motorhomet.
Vi kører afsted og bliver enige om, at vi må få det bedste ud af det. Mon ikke nok, det går, når vi lige kommer lidt på plads. Vi kommer frem til campingpladsen Coconut Holiday Resort, som vi bookede, mens vi var i Port Douglas.
Campingpladsen ligger kun ca. 5 km. fra KEA, så det er en fin lille køretur at starte ud med. Campingpladsen er en 5 stjernet BIG4 campingplads, hvor der både er flere swimmingpools, stor legeplads med hoppeborge, pool- og bordtennisborde og meget mere.
Efter at have fundet vores plads, kører vi hen til et nærliggende supermarked og får handlet det mest nødvendige. Tilbage på pladsen tager vi en tur i poolen, forsøger at komme på plads i vognen med alt vores habbengut, hvorefter vi spiser aftensmad.
I hotellets reception bestiller vi afhentning af os i morgen formiddag, hvor vi skal til KEA i Cairns og hente vores rullende hjem for de næste par måneder. 
Det ligger helt ned til vandet, og var vi kommet en halv time tidligere kunne vi sikkert have set en flot solnedgang. Bordanvisningen fungerer på en lidt for os mærkelig måde. Restauranten er fyldt op, så man skal bare selv holde øje med, hvornår nogle rejser sig og straks gribe deres bord. Dette betyder, at man nærmest står på ryggen af de gæster, der allerede har et bord for at holde øje med, hvornår de har tænkt sig at lette sig. Det er vi nok ikke så gode til, så vi holder os en anelse i baggrunden. Heldigvis er der en venlig mand, der gør tegn til, at hans selskab er på vej væk, så vi får deres bord. 
Om aftenen lytter vi til musik, spiller lidt kort og slapper ganske enkelt bare af.
Roy viser os nogle planter, man bør holde sig fra. Rører man disse planter, vil man opleve en forfærdelig kløen og svien, der kan vare helt op til godt 6 måneder. Det vil ikke hjælpe at springe i vandet/tage et bad – tværtimod, da dette kun vil forværre situationen.
Roy tager nogle bestemte blade, som han blander med lidt vand fra bækken, mens han ”knuser” dem i sine hænder. Herefter har han den skønneste, skummende sæbe. Ja, hvad skal man med supermarkeder, når man selv har det hele lige ved hånden.
Her går vi ombord på toget Kuranda Scenic Rail, der gennem regnskoven kører os til en lille by, Kuranda. Togturen tager ca. 1½ timer, hvor vi undervejs gør holdt ved Barron Falls. 
I Kuranda har vi en times tid, som vi bruger på at kigge lidt på de forskellige boder/butikker og at få lidt at spise. Herefter går det med verdens længste svævebane ned over regnskoven, hvor vi gør et enkelt holdt undervejs. Vi tager med på en 15 minutters guidet tur i regnskoven, hvor guiden gør os klogere på livet i regnskoven. 
Herefter fortsætter vi ned til endestationen, hvor en bus tager os med til næste attraktion.
Dernæst overværer vi et slangeshow, der hovedsageligt er fortælling om slanger og lignende kryb samt fremvisning af et par af dyrene. Dernæst er vi med på en lille bådtur, hvor vi ser rigtig mange krokodiller – både på land og til vands. Efterfølgende ser vi et krokodilleshow, hvor dyrepasseren lokker en stor krokodille til at ”gå til angreb” samtidig med, han fortæller forskellige fakta om dyret. Til slut går vi en tur rundt i parken og ser blandt andet koalabjørne, skildpadder, forskellige fugle samt endnu flere krokodiller. 
Kl. 16.15 bliver vi atter afhentet og kørt tilbage til vort hotel, hvor vi er fremme ca. kl. 17.15. 
Der bliver i alt sendt fire balloner af sted denne morgen med 15 til 25 personer i hver. 
Ballonerne svæver højt hen over landskabet. Der er en del tåge fra morgenen af, men efterhånden som solen stiger, bliver vejret mere og mere klart. 
Ballonturen varer ca. ½ time for Louise og Karin, hvorefter de sættes af. 
Nogle har bestilt en hel times flyvning, og disse stiger nu atter til vejrs sammen med nogle nye tilkomne. Louise og Karin kører herefter sammen med buschaufføren efter ballonerne, for at samle de sidste personer op, når de er landet. 
Efter morgenmaden går vi alle til stranden. Vi vælger i dag at gå lidt længere ind mod byen. Her er der udlejning af solvogne, parasoller, kajakker, store gummidæk/-ringe mm., livreddere samt”indhegning” af badevandet. Der er i området stor risiko for livsfarlige brandmænd, så man har valgt på et givet område at sætte net i vandet med det formål at forsøge at holde disse farlige dyr væk. 
Efterfølgende deler vi os. Mathilde, Kasper og Ole køber ind og går hjem og laver frokost, mens Louise og Karin går på jagt efter diverse strandting. De køber strandhåndklæder, bold, spande og skovle. Nu kan stranden bare komme an.
Vi prøver at trække sengetiden lidt om aftenen for stille og roligt at vende os af med jetlaget, men på et tidspunkt må man jo overgive sig.
Tilbage på hotellet går Ole og børnene i poolen, mens Karin skriver lidt i dagbogen. Ja, vi kan desværre ikke lægge noget på bloggen, da vi ikke har trådløst internet, men selve dagbogen kan vi godt holde ajour. Senere på dagen går vi alle en tur til stranden, ”4 miles Beach”, der ligger ganske få minutters gang fra hotellet. Her mødes vi af en skøn, bred strand, hvor ikke et eneste hotel kan ses fra stranden. Derimod er der kun udsigt til palmer på den ene side og vand på den anden. 
Sidst på eftermiddagen går vi endnu en gang ind til byen, hvor vi nyder en god middag på én af byens mange restauranter. Herefter er det hjem og endnu engang tidligt i seng.
(Lige et lille glimt ned over "The Great Barrier Reef" - set fra flyet.)
Louise, Mathilde og Karin går ind til byen (10-15 minutters gang) og handler, så vi kan få lidt i det tomme køleskab. Imens pakker Ole og Kasper ud og leger. 