tirsdag den 30. juni 2009

Tirsdag, den 23. juni 2009 - New York

I dag vil vi ud at sejle og se Manhattan fra vandsiden. Vi tager de gode travesko på og begiver os af sted.

Undervejs på den 5 km lange travetur kommer vi igennem både Little Italy og China Town.

Det er spændende at se, hvordan så forskellige kulturer lever og trives inde midt i storbyen. China Town bliver der udendørs handlet med både frugt og grønt, fisk (også levende), forskellige sorter af tang og andet godt fra havet – alt imens sælgerne står med en smøg i munden og bilerne oser forbi. Ligeledes er der naturligvis også salg af alskens østens tingel tangel.

Vi fortsætter ned under Brooklyn Bridge til South Street Seaport. Her er der liv og glade dage – gadegøgl, spisesteder og mange butikker. Vi køber billetter til en sejltur med Circle Line rundt om sydspidsen af Manhattan.

Vi skal først af sted om 1 time, så vi får vores frokost samt shoppet lidt i mellemtiden. Herefter stiller vi os i kø med mange andre og kommer ombord på færgen. Vi får en plads på soldækket og sætter os godt tilrette.

På turen sejler vi først op østen om Manhattan - under Brooklyn Bridge, ser The Empire State Building, Chrysler Building, lejligheder ved vandfronten, hvor der er 10 års venteliste, og andre nyopførte lejligheder, hvor man får lov til at betale 2.500.000 dollars for en etværelses lejlighed.

Færgen vender og sejler retur og fortsætter sønden om Manhattan. Her ser vi bl.a. ”Finans distriktet” med Wall Street, helikopterplatformen hertil, hvor vi ser en helikopter lande (mon det er Donald Trump??), Battery Park, Ground Zero, hvor de er ved at opbygge (”erstatningen” for World Trade Center, og som noget af det sidste ser vi Frihedsgudinden, inden vi igen lægger til land 1 times tid senere.

Vi går herefter over til Ground Zero for at se, hvor slemt det ser ud. Der er nu ikke meget at se længere, da hele det store område, der nu er byggeplads, er hegnet ind. De er i gang med den mindste af de 5 bygninger, der skal bygges. Den største vil blive på i alt 126 etager og dermed 8 etager højere end den tidligere højeste bygning.

Vi er ved at være trætte i vores ben og fødder og vælger derfor at tage Subwayen hjem. Det er en oplevelse i sig selv. Der er musikere, der spiller i undergrunden og folk, der myldre frem og tilbage.

Vi ender i nærheden af vores hotel og fortsætter på gåben de sidste 14 gader op til Build A Bear-butikken. Nu er det blevet tid til at lave sig en bamse. Børnene får hver valgt sig en bamse og noget tøj/tilbehør. De får på computeren lavet bamsernes dåbsattester, og så er der kun tilbage for Mor og Far at betale.

På vejen hjem kommer bamserne med ud at spise, hvorefter det er hjem at lege en lille stund med bamserne. Men kun en lille stund, da klokken allerede er 23.30.

Ingen kommentarer: