fredag den 12. juni 2009

Fredag, den 12. juni 2009 - Fort Myers Beach

I dag sover vi alle længe, så det bliver sidst på formiddagen, inden vi når til poolen.

Vi hopper i pølen, og børnene bliver bare mere og mere fortrolige med vandet. Pludselig giver Mathilde slip fra Karin og siger, at nu vil hun selv svømme. Og sør’me om hun ikke kan. Hun bliver helt stor i hovedet og siger: ”Se Mor, jeg kan selv svømme. Jeg er en lille havfrue”. Og nu er hun da slet ikke til at få op af vandet.

Hen på eftermiddagen deltager Louise og Kasper i et af dagens aktiviteter på hotellet. De laver deres egne håndaftryk i noget, der kaldes ”Foam clay”, som de herefter pynter med de flotteste skaller.

Senere er det Ole og Karins tur til at være med i aktiviteter. De kommer med i et ”crab race”. Her udvælger man sig en krabbe, der er ”bosat” i en konkylie fra arrangørens kasse med krabber. Så bliver alle krabberne placeret midt på bordet, og så gælder det om at være ”indehaver” af den krabbe, der når først ud til bordkanten. Om vores krabber var bedøvede eller de bare ikke gad lege med danskere, vides ikke, men da alle de andre krabber var kommet i mål, befandt vores stadig sig, hvor de var blevet sat. Nå, men det var da sjovt nok at deltage.
Aftensmaden nydes på terrassen til den flotteste solnedgang.

1 kommentar:

Stella sagde ...

Hej Louise.

Det ser godt nok hyggeligt ud.
I tirsdags havde vi grill aften henne på skolen, det var også meget hyggeligt. Og nu har vi jo snart sommerferie..DEJLIGT :-) Ha det godt. Vi kan skrive sammen igen snart.
Kærlig hilsen Stella :-)