På den lange flyvetur fra London til Miami viser det sig desværre, at monitorerne ikke virker, og her havde Mutti ellers glædet sig til at få set et par premierefilm, og børnene kunne have slået nogle timer ihjel med lidt TV-
kiggeri. Nå, heldigvis overlever vi alle.
Børnene får alle sovet lidt, og ellers hygger vi med spil, læsning og snakken, og Mathilde ynder en lille gåtur ned gennem rækkerne – det kunne jo ske, man mødte en lille baby.
I Miami skal vi have al vores bagage hentet og tjekket ind på ny, men her tilsmiler lykken os heldigvis. En venlig drager kommer og tilbyder sin hjælp. Han henter og slæber vores bagage op på hans vogn, og ved hans hjælp kommer vi foran alle andre og hurtigt gennem den store menneskemængde. Han sørger for at vores bagage bliver tjekket ind, så vi kan bare slappe af og finde frem til gaten. Vi går til selvbetjeningen, tjekker ind og får det, vi tror, er vores boardingpas. Vi sætter os så bare til at vente. Pludselig hører vi navnet Schmidt og et andet blive råbt op. Vi henvender os og finder ud af, det var os, der blev søgt, eftersom vores ”tjekken ind” åbenbart ikke fungerede. Nå, men heldigvis når vi det og får lov til at komme ombord.
Ved ankomsten i Orlando får vi endnu engang vores bagage og afhenter herefter vores lejede bil – en super lækker SUV - Nissan Murano. Udlejningsfirmaet (www.nationalcar.com) ligger lige over for lufthavnen, så det kan ikke være nemmere. Vi får bilen læsset og kører mod hotellet (http://www.blueheronbeachresort.com/). Vi har lidt problemer med at finde hotellet, da kørselsvejledningen ikke er opdateret, men vi finder frem og kl. 03.00 (lokal tid) ligger vi endelig i vores senge. Alle er godt trætte og sover nærmest, inden hovedet rammer puden. En lang, men fin rejse er nu overstået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar