lørdag den 20. juni 2009

Onsdag, den 17. juni 2009 - Fort Myers Beach

Vi vælger i dag at køre en tur til The Everglades ca. 2 timers kørsel herfra, hvor vi køber billetter til en sejltur med ”airboat”. Vi kan først komme med en times tid senere, så vi går på restaurant og får sulten stillet.

Herefter melder vi os igen hos bådudlejeren. Børnene får hver en redningsvest på, hvilket nok ikke redder dem fra eventuelle krokodiller, men det føles alligevel rart og mere sikkert. Så er vi klar og vi sætter os til rette i båden. Vores guide fortæller os, at vi bør bruge de ”ørebøffer”, der hænger på sæderne, når der kommer mere fart på båden. Og han har ret, da det larmer en del.



Vi sejler rundt i The Everglades blandt mangrove-træer – helt specielle træer, der gror i vandet. Ind imellem kommer der rigtig meget fart på båden, så vi holder godt fast på hat og briller. Det er rigtig sjovt og en helt igennem flot tur.

Midtvejs på turen ser vi en krokodille i vandet. En guide fra en af de andre både lokker krokodillen op af vandet ved hjælp af en fisk, og om han ikke også nok er så kåd, at han forsøger sig med hænderne! Nå, vi håber, han ved, hvad han har med at gøre og nyder synet af det farlige dyr.

Undervejs på turen fortæller vores guide desuden lidt om området, og hvad vi ellers møder. Efter en lille times sejltur er turen slut, og vi stiger af båden.

På turen hjem kører vi til et stor indkøbscenter, der nærmest danner en hel lille by med gågader og ikke mindre end 140 butikker med mærkevarer. Kasper og Mathilde får leget på legepladsen og prøvet den store rutsjebane. Vi får gjort nogle gode indkøb, og Karin glæder sig over de vanvittige små priser på Clinique-produkter. Godt hun er færdig med at læse et par bøger, og et par flasker solcreme er brugt og kan smides ud – så er der da mulighed for, at der stadigvæk er plads i kufferterne!!

Ingen kommentarer: