Vi skal sejle fra havnen i Brisbane kl. 10.00 og skal møde der kl. 09.30. Vi kører afsted i god tid, men formår alligevel først at være fremme kl. 09.45 - ups!! Først har vi fået tastet den forkerte adresse ind på GPS'en, hvilket resulterer i, at vi kører mod syd istedet for mod nord. Dette opdager Ole heldigvis, og vi får vendt kareten. Herefter kommer vi så til at holde i kø på motorvejen pga. vejarbejde og en masse lastbiler, der har valgt samme vej.
Men vi når heldigvis at komme med catamaranen. Vi ankommer til parkeringspladsen, hvor vors billetter ligger klar, og vi skynder os ombord. Sejlturen ud til Moreton Island tager ca. 75 min. Vi bliver vi modtaget af en guide og en flok pelikaner. Guiden viser os vej til og rundt på Tangalooma Island Resort og indvier os i dagens program.
Børnene hopper lidt på trampolin, hvorefter det er frokosttid. Vi får en dejlig buffet på en af resortets restauranter, og herefter har vi et par timer på egen hånd. Vi slår os ned ved poolen. Mathilde sover, Kasper og Louise svømmer i det kolde vand, Ole og Karin er også et smut i vandet, men nyder nu mest at ligge på solvognen og læse og slappe af.
Kl. 15.15 mødes vi med resten af flokken, der også skal med på safaritur ud til "ørkenen". Vi sætter os i en 4-hjulstrukken bus og begiver os afsted. Ligesom Fraser Island er vi også her kommet til en sandø, så det bumper godt, mens vi kører afsted, omend ikke så vildt som på Fraser Island.
På køreturen kommer vi til at holde bag ved en jeep, der er kørt fast i sandet. Vores buschauffør træder til med hjælp og inden længe, har han fået bilen trukket fri. Samtidig tilkalder han hjælp over radioen, da de kan se, at de ikke selv kan komme tilbage.
Herefter kører vi det sidste lille stykke ud til målet - "ørkenen". Vi kommer til et stort område, hvor der ikke er meget andet end store sandbanker.
Vi gør holdt og træder ud af bussen. Nu skal vi til det sjove. Vi skal prøve "sand tobagganing", hvilket vil sige: vi får hver udleveret et bræt på ca. 30 x 150 cm, et stykke voks, som vi vokser brættet med og så et par dykkerbriller. Herefter er det op af en stor, stejl sandbakke, hvorefter vi én efter én skal tage turen ned på maven på brættet. Mathilde er for lille, Kasper og Louise synes, det ser for farligt ud og springer fra, og Karin, der ellers havde glædet sig helt vildt, giver børnene ret. Ole er derimod frisk og springer på brættet, da det bliver hans tur. Resten af familien tager derimod turen ned i løb, hvilket nu også er meget sjovt . Ole synes så godt om det, at han tager en ekstra tur.
Herefter går han med børnene over til en lille bakke, hvor de prøver at "kælke", men der kan ikke rigtig komme fart nok på. Imens trasker Karin igen op af den stejle bakke med et bræt under armen. Ole har overbevist hende om, at hun vil fortryde, hvis hun ikke prøver, så afsted det går. Og hun må give ham ret i, at det er rigtig sjovt og er glad for, at hun tog turen. Det kan anbefales.
Blandt alle deltagerne er der en konkurrence om, hvem der glider/kælker længst, og en ung pige løber af med præmien - en T-shirt.
Det er nu tilbage til resortet, hvor vi får os lidt hurtigt aftensmad. Kl. 18.00 går vi ned til molen, hvorfra vi kan se vilde delfiner, der kommer ind til bredden næsten hver aften. De leger og boltrer sig i vandet til stor morskab for de mange tilskuere.
En guide giver lidt senere nogle fakta omkring dyrene, og så er det endelig blevet tid til fodring af delfinerne. Vi er rigtig mange, der har meldt os til dette, og vi stiller op på 5 rækker. Vi kommer herefter 2 og 2 ned til vandkanten og ud i vandet (til hofterne), hvor vi fordrer delfinerne med fisk. De kommer helt hen til os og spiser af hånden. Ole og Kasper går sammen ud og herefter Louise og Karin med Mathilde på armen. Det er simpelthen en oplevelse.
Så er der lige tid til et hurtigt bad, inden turen igen går hjemad. Vi er tilbage på campingpladsen ved 21-tiden efter en super dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar