En rigtig sød guide, Jo, tager imod os og giver os en grundig rundvisning. Hun giver mange gode oplysninger omkring de mange forskellige fisk og koraler, vi kommer forbi.
Vi er inde og se et show, hvor en dykker er nede i et bassin blandt fisk af forskellig art, hajer og en stor skildpadde. Dykkeren fortæller i samarbejde med en anden medarbejder, der står hos publikum, om disse dyrs gøren og laden, ligesom han besvarer spørgsmål fra publikum.
Herefter fortsætter vi med Jo over til centrets skildpaddehospital, der endnu ikke er åbnet for publikum. Vi er så heldige, at de netop i går har fået en syg skildpadde ind, som de skal prøve at kurere for blandt andet parasitter. De har den oppe på bordet for at måle og veje den, netop som vi kommer ind, så vi får lige det hele med. Spændende.
Efter en meget spændende og lærerig rundtur i akvariet, går vi en tur op i byen, hvor vi spiser vores frokost, leger på legeplads og kigger lidt på butikker.
Hjemme på campingpladsen igen, er det tid for Mathildes middagssøvn. Ole går med Kasper og Louise til poolen, hvor der bliver rutsjet på vandrutsjebanen, badet osv.
Til aften griller Ole på campingpladsens BBQ, der ligger ved poolområdet. Imens tager Louise sig lige en ekstra dukkert, og Kasper og Ole tager et spil pool.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar