lørdag den 10. oktober 2009

Søndag, den 4. oktober 2009 - Coobers Pedy-Ayers Rock

Dagen i dag byder på en lang køretur. Vi forlader Coobers Pedy forholdsvist tidligt på morgenen og drager videre mod nord. Coober Pedy er kendt for sine mange opal-miner, og landskabet bærer tydeligt præg heraf. Det ligner nærmest et månekrater, når man kigger ud over området. Der er dynger overalt, hvor de har gravet sand op for at si eventuelle opaler fra.


Vi kører videre og er ude i outbacken, hvor der altså er rigtig langt mellem naboerne. Naturen er flad og man kan se utroligt langt uden at spotte andet end sten, buske, måske nogle træer og et par kvæg. Der er derfor også rigtig langt mellem tankstationerne - 200-300 km. er ikke uhørt. Da motorhomets dieseltank kun kan rumme 75 l., hvilket svarer til ca. 500 km's kørsel, fylder vi tanken, så snart vi møder en tankstation.

Vi har på forhånd planlagt at tage en overnatning i en lille flække, Erldunda, ca. 500 km. fra Coobers Pedy. Her er kun et "roadhouse" - tankstation og en lille restaurant plus en lille campingplads. Vi når hertil ved 15-tiden, får tanket og bestemmer os for at fortsætte og køre den sidste strækning ud til campingpladsen i nærheden af Ayers Rock - yderligere ca. 240 km.

Turen går rigtig godt, og vi er fremme ved 17.30-tiden. Vi ckecker ind på Ayers Rock Campground og kører herefter ud til Ayers Rock for at se solnedgangen. Vi køber et adgangspas til nationalparken (koster $25 pr. voksen og gælder i 3 dage) og fortsætter ud til udsigtspunktet.

Ayers Rock er verdens største sten, 348 m højt og 9 km. i omkreds. Den besøges årligt af ca. 380.000 personer, altså i gennemsnit mere end 1.000 personer om dagen. Parkeringspladsen bliver også hurtigt fyldt op af både busser og privatbiler.

Vi ser en rigtig flot solnedgang og nyder solens stråler på "Stenen", der giver den den mest utrolige røde glød. Helt unikt.
Herefter får vi også set månen "stå op", hvilket vi vist aldrig har set så tydeligt før.
Herefter kører vi tilbage på campingpladsen, spiser aftensmad og hygger os.

Ingen kommentarer: