søndag den 11. oktober 2009

Onsdag, den 7. oktober 2009 - Alice Springs

Vejret er stadig helt i top, så det er op og i et par shirts og en T-shirts. Efter morgenmaden kører vi ind og aflægger "School of the Air" et besøg.
Skolen er den første af sin slags i verden og dækker et areal på 1.300.000 km2 og har p.t. 167 elever. Eleverne kan starte fra de er 4½ år og fortsætter til omkring 14 års alderen. Herefter skal man finde en alternativ skole, hvor mange vælger at sende deres børn på kostskole. For at kunne tilmelde sig skolen, skal man bo mindst 50 km. fra en almindelig skole, og mange af eleverne bor helt op til over 1.000 km. væk.
1 gang om året har de hjemmebesøg af 2 lærere, men ellers foregår al undervisning over nettet samt med en huslærer på stedet (en forældre, en søskende eller en guvernante). 3-4 gange om året samles alle eleverne 1 uge ad gangen på skolen i Alice Springs (gerne med forældrene), hvor de er sammen med de andre elever.

Indtil 2005 foregik al undervisning via radio, indtil man gik over til internettet. Børnene får med fly tilsendt opgaver og materialer hver uge, er på nettet 1 time pr. dag, hvor de undervises sammen med jævnaldrende af deres lærer, og ellers laver de opgaver hjemme.

Vi ser en film, der skildrer børnenes hverdag, hvorefter guiden giver os en masse interessante fakta. Vi kan overværer undervisningen gennem en glasrude samt en tv-skærm, der viser os, hvad eleverne ser på deres computer. En for os meget anderledes undervisningsform, men den ser ud til at fungere.


Herefter fortsætter vi til den originale arbejdsstation for "Royal Flying Doctor Service". Denne startede i 1939 og dækker en radius på omkring 600 km, fra Alice Springs. 36.000 personer bor i dette område, hvoraf ca. 90% er aboriginere.

Efter en film og et lille foredrag går vi en tur i det lille museum. Flysimulatoren er desværre i stykker; men det afholder nu ikke Kasper og Mathilde i at lege piloter.

Tilbage på campingpladsen går vi til poolen og slapper af om eftermiddagen. Louise og Kasper tager sig endnu en tur på go-cart, og legepladsen bliver også flittigt brugt af dem alle tre.

Ingen kommentarer: