Pacific Rim, der er noget af det sidste tempererede regnskov, der findes i verden, tager sit udgangspunkt i Tofino. Vi spørger ”Turistkontoret” til råds, og de anbefaler os en fin rute, vi kan gå. Det er nu blevet næsten tørvejr, med kun lidt støvregn ind imellem.
Det er rigtigt flot inde i regnskoven, meget frodigt og grønt. Der er bygget en hel sti af træplanker gennem skoven, der gør det nemmere at gå. Der er dog mange op- og nedstigninger af trapper, så selvom turen kun er på godt 1100 meter, er det lidt hårdt for bentøjet, men bestemt en anbefalelsesværdig tur. Heldigvis har vi i dag ikke medbragt klapvognen – det ville have været nærmest umuligt.
Vi kører videre mod Horseshoe Bay, hvorfra vi skal med færgen til fastlandet igen. Der er desværre ikke flere pladser på færgen til den førstkommende afgang (om 20 min.), så vi må vente godt 1½ timer på den næste. Så er det jo igen rart at have huset med sig. Vi får os noget at spise og ser en Olsen Banden-film, inden vi kører om bord.
Vi når land og fortsætter mod byen Whistler. Vi kører ad vejen, der kaldes ”Sea to Sky Highway”. Denne rute er af nogle udnævnt som værende den flotteste tur i verden. Vi har desværre fået lidt regn og mange skyer med som følgesvend, men stadig er turen flot.
Da vi ankommer til Whistler, er klokken blevet ca. 20.30. Vi kører til campingpladsen Riverside RV Camping og krydser fingre for, der er ledige pladser. Desværre er alt booket på pladserne, men vi kan få lov at overnatte uden tilslutning. Vi får som mange andre en plads på parkeringspladsen lige op af legepladsen. Det er lige noget børnene kan lide, men de får dog lov at vente til i morgen med at afprøve den.
Vi har endnu ikke fået aftensmad, så vi køber et par pizzaer til ovnen i kiosken på campingpladsen. Da vi jo ikke er tilsluttet noget strøm, starter vi generatoren, der straks går i gang. Vi skynder os at sætte pizzaerne i ovnen og sætte vores computere til opladning, og så bum, går generatoren ud. Vi finder instruktionsbogen frem og læser os frem til, at benzintanken skal være mindst 1/4 fyldt, for at generatoren kan køre. Vi kan se, det er lige så knapt dette holder, så vi sætter GPS’en til og kører mod nærmeste benzinstation.
Da vi kommer frem, er der desværre ingen benzinstation, og det samme gør sig gældende ved næste forsøg. Men som så ofte før, er 3. gang lykkens gang. Vi får tanken fyldt op og kører hjem. Generatoren spinder nu som en kat, og vi kan gå mætte i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar