tirsdag den 17. november 2009

Mandag, den 26. oktober 2009 - Sydney

Dagen i dag byder bl.a. på museumsbesøg på det meget interessante "Powerhouse Museum". Det er et museum for teknologi, opfindelser, ja i det hele taget menneskelig kreativitet.

Senere går vi til Darling Harbour, der er et rigtig flot havneområde. Herfra tager vi på en skøn havnerundfart, der inkluderer en dejlig frokost ombord.

Efter sejlturen går vi en tur igennem Chinatown, hvorefter vi fortsætter op i byen.

Herefter lægger vi turen indenom Queen Victoria Building. Bygningen er over 100 år gammel - stod færdig 1898 - og bruges i dag som shoppingcenter - en meget smuk bygning.


Vi spiser aftensmad i byen og går dernæst tilbage til hotellet. Vi må nu se i øjnene, at rejsen er ved at nå sin ende - i morgen går turen atter hjemover.

Søndag, den 25. oktober 2009 - Sydney

Vi vil ud og se noget mere til Sydney, så vi pakker klapvognen og drager afsted. Vi går atter turen ned mod Operahuset. Denne gang gør vi holdt ved den flotte kirke og aflægger den et lille besøg. Der er en gudstjeneste i gang, ligesom der flere steder i kirken er folk, der sidder i bøn. Vi tager et hurtigt kig og går derefter ud igen for ikke at forstyrre unødigt.

Da vi nærmer os Operahuset, sætter et kraftigt regnvejr ind. Det viser sig, at der er åbent hus i Operahuset i dag, så vi er så heldige at komme gratis rundt i hele bygningen. Der er rigtig mange folk i kø, men pludselig er det os, og vi følger med flokken.

Vi kommer ind i de forskellige sale - salen, hvor der optrædes med bl.a. akrobatik (her er en omgang træning i gang, som vi får lov til at overvære),

salen, hvor der bl.a. vises cabaretforestillinger, salen for musicals,

og naturligvis den store koncertsal.


Vi begiver os herefter ud i regnen. Vi kommer hurtigt til en lang overdækket passage, hvor vi nyder ly for regnen. En ung pige viser her sin kunnen som smidig akrobat, hvor hun bl.a. kryber sig sammen i en lille firkantet glaskasse. Herefter finder vi et sted at få vores frokost, mens vi kan høre regnen tromme på taget. Det viser sig, at en af servitricerne er en sød dansk pige. Hun er ude at rejse i 8 måneder, hvor noget af tiden bliver brugt på at arbejde undervejs.


Vi går videre op mod byen, hvor vi får købt lidt gaver med hjem. Vi er bl.a. inde i et gammelt ekskusivt butikscenter, hvor der er en rigtig hyggelig stemning.

Tilbage på hotellet finder vi vores badetøj frem og tager en dukkert i hotellets indendørs svimmingpool. Det lykkes Kasper at få lært at svømme lidt uden badevinger.

Senere henter vi noget mad i byen, som vi tager med op på hotellet og spiser, mens vi ser Australian Idols.

Lørdag, den 24. oktober 2009 - Kiama-Sydney

Vores motorhome - og hjem de sidste to måneder - skal nu afleveres. Vi forlader for sidste gang på turen campingpladsen og kører mod Sydney - en køretur på ca. 1½ timer.

Hos KEA er der lidt ventetid,
men vi får hurtigt afleveret motorhomet og kører med en taxi ind til byen og vores hotel, http://www.cambridgehotel.com.au/.

Vi kan endnu ikke få vores værelse, men får vores bagage låst inde i et kælderrum og begiver os ud i storbyen.

Vejret er rigtig skønt i dag. Vi begiver os ned mod havnen og kommer undervejs forbi en rigtig flot kirke. Det, Louise her foran kirken kigger på, er en stor svømmehal, der er bygget under jorden.
Herefter slår vi et smut ind om Botanisk Have, inden vi kommer ned til Operahuset.

Vi går en tur rundt om det flotte bygningsværk, men gemmer et besøg indenfor til senere. Fra området ved Operahuset er der en flot udsigt over Harbour Bridge, hvor der dagligt er mange mennesker, der på gåben tager en tur til toppen (bridgeclimbers).

Vi fortsætter gåturen over mod Harbour Bridge og området The Rocks. The Rocks er det ældste distrikt i Sydney, og vi er så heldige at ramle ind i det store weekendmarked samt flere steder med gadegøgl.
Fra denne side af vandet kan man rigtig få et flot kig over mod Operahuset.

Vi får sent frokost, inden vi begiver os tilbage til hotellet. Vi kommer forbi et rigtig flot springvand inde i en lille park.
Hjemme på hotellet får vi os indlogeret, og Louise og Karin gør sig klar til aftenens store begivenhed - teaterforestillingen Mama Mia. Efter et tiltrængt bad tager de en taxi ud til teateret, hvor de har en uforglemmelig aften. Forestillingen er helt i top, super musik og rigtig dygtige skuespillere.
Imens har Kasper, Mathilde og Ole hygget sig på hotellet. Kasper havde ellers fortalt, at de skulle ud i byen og "se på damer", men da Louise og Karin kommer hjem, sover Mathilde, og Ole og Kasper går rundt i underhakker og T-shirts. Der er fodbold i fjernsynet, så Kasper siger bare ligeså kåd: "Ja, vi droppede damerne - ville hellere se fodbold".




Fredag, den 23. oktober 2009 - Kiama

Vi er nu kommet til den sidste hele dag i motorhome, hvilket betyder, at vi i løbet af dagen må i gang med en større oprydning. Inden da går Ole en tur ned til vandet, hvor han med kameraet fanger en hval der er rigtig tæt på bugten.
Og så går den ikke længere - vi må i gang med oprydning og rengøring. Vi har alt ude, og får sorteret alt det fra, vi ikke vil/kan slæbe med hjem til Danmark. Det drejer sig om tøj, legetøj, bøger, surfbrætte osv. Ja, som I kan se, skal det være skidt, før det bliver godt ;-)
Børnene hjælper til på bedste vis, og det er rigtig rart med nogle små vakse folk, når der skal gøres rent på "1. salen" og inde i krogene.
Senere på dagen kommer en af de drenge, børnene har leget med, forbi og spørger, om Louise og Kasper vil med hen og fiske. Det vil de meget gerne, og en flok børn samles på en lille bro på campingpladsen (tæt på vores motorhome) og hygger sig der med at fiske.

Aftensmaden står idag på diverse rester fra køleskab og fryser. Al vores bagage er pakket og står klar i "forældreafdelingen". Dette betyder, at vi alle fem mand stærk sover på 1. salen, så vi har så lidt oprydning som muligt i morgen.

Torsdag, den 22. oktober 2009 - Kiama

Drengene skal klippes og har begge fået en tid hos en af byens frisører. Imens går pigerne på biblioteket, hvor Karin kommer på internettet og opdaterer bloggen. Louise og Mathilde hygger sig med de mange bøger på biblioteket.

Da Ole og Kasper er færdigklippet, kommer de over til biblioteket og henter Mathilde. Karin fortsætter med bloggen, og Louise går i gang med at lave lektier. Ole, Kasper og Mathilde går endnu en gang over til det tidligere omtalte "blowhole" i håb om at se fænomenet. Men heller ikke i dag kommer der synderligt meget vand op gennem hullet, så de må gå hjem igen med uforurettet sag.



Efter en tre timer på biblioteket pakker Louise og Karin sammen og begiver sig hjemad på gåben.
Tilføj billede